Juridisk bistand

Vedr.: bistand til at stå op imod kommunerne, indtil vi har fået regelgrundlaget underkendt

Mit navn er Helle Ankerstjerne.
Jeg er uddannet jurist, er ansat hos advokatfirmaet Sønderby Legal, og mit speciale er jeres retsforhold. Jeg er desuden faglært landmand.
Da jeg har arbejdet med henholdsvis svineproduktion og malkekvæg i en årrække, kender jeg branchen indefra. Jeg ved, hvor hårdt I arbejder, og hvor kompetente I er til jeres arbejde på gårdene, og at jeres branche er én af de mest regulerede i Danmark og i hele Europa.

Vi står nu i en situation, hvor staten har pålagt kommunerne at overveje omfattende indskrænkninger på brugen af jeres jorde. Både udenfor og inden for områderne omkring vandboringer. Vi er uenige i det faglige og juridiske grundlag, og ingen ved reelt, hvor store disse områder man vil lægge sig fast på, hvilken erstatning man vil stille jer overfor, om en erstatning er skattepligtig, om I kan opnå jordbytte, og meget andet. Spørgsmålene hober sig op, alt imens man forsøger at presse såkaldt “frivillige” aftaler ned over jer.

Frivillighed under tvang.
Når man står overfor en pengestærk modstander, som lokker med en “frivillig” aftale under tvang, er det ekstra vigtigt, at man står fast på et fuldstændigt oplyst grundlag både juridisk, fagligt og økonomisk.

Det kræver i den grad en indsats på nuværende tidspunkt.
For øjeblikket ser det ud som om det er alles kamp mod alle. Den, som er bedst skåret for tungebåndet, ser måske ud som vinder nu og her, men det kan ende modsat.
Det er både ulige og uretfærdigt. Det kan også ende med at være en boomerang.
Jeg vil derfor gerne hjælpe jer. Vi har hos Sønderby Legal indgået et samarbejde med Foreningen for Grundvandsbeskyttelse, hvor vi tilbyder medlemmerne at stå op mod kommunerne til en yderst favorabel pris.

Vi kræver et fuldstændigt oplyst og gennemsigteligt grundlag for hver eneste af jer. Kontakt Foreningen for Grundvandsbeskyttelse, som kan fortælle mere om, hvordan vi står op imod kommunen for Deres bedste..

Med venlig hilsen
Helle Ankerstjerne, specialjurist

Helle Ankerstjerne, Sønderby Legal

Fakta om foreningen

Foreningen for Grundvandsbeskyttelse (FFGB) er en landsdækkende forening med over 300 medlemmer som er stiftet i 2019 med det formål, at sikre at landbrugets grundvandsregulering sker på et korrekt fagligt og juridisk grundlag. Formålet udleves bl.a. gennem foredrag for medlemmerne og folkeoplysning samt foreningens betydningsfulde retssag mod staten om gyldigheden af de kommunale indsatsplaner og Boringsnære Beskyttelsesområder (BNBO). Foreningen drives udelukkende af frivillige der arbejder for rent drikkevand i Danmark ved hjælp af faglighed, fakta og videnskab.