Kategorier
Ikke-kategoriseret

Åbent brev til finansminister Nicolai Wammen

Danmarks Naturfredningsforenings (DN) lancerer sammen med Danva en stor kampagne for dyrkning af såkaldte grundvandsparker. De ønsker at udvide Boringsnære Områder (BnBO) med flere hundredtusinde hektar landbrugsjord der skal omlægges til økologisk landbrug eller natur.

Landmændene har selvfølgelig krav på erstatning efter samme model som det nu lukkede minkerhverv for den mistede dyrkningsret samt for stalde, siloer mv. der ikke længere kan bruges som følge af, at dyrkningsretten helt eller delvis er fjernet fra ens ejendom sammen med mistet fremtidig indtjening. En udgift for vandforbrugerne der vil løbe op i flere hundrede milliarder kroner og titusindvis af tabte arbejdspladser og ikke blot 7-10 mia. kr., som DN & Danva har beregnet.

Måske er der en skjult dagsorden fra de kræfter i samfundet som ønsker Danmarks svineproduktion lukket? En produktion der ikke kan omlægges til økologi. Det samme gælder dyrkning af specialafgrøder som kartofler til mel og ikke mindst græsfrø, hvor Danmark er verdens største producent.

Samtidig er vi nødt til at gøre opmærksom på, at det er selvmodsigende, når DN og Danva vil reducere det vidensbaserede, konventionelle landbrug til fordel for økologi når:

  • Økologer må anvende pesticider og såkaldte basisstoffer I alt 52 forskellige pesticider – af DN konsekvent kaldet gift – er godkendt til økologisk produktion. Kilde: Økologivejledningen 2020 og Middeldatabasen.
  • Økologisk landbrug medfører øget udledning af kvælstof til miljøet fordi 1. Økologer ikke har de samme restriktive regler i forhold til, hvornår der må ske jordbearbejdning om efteråret. 2. Der er ikke krav til om målrettede efterafgrøder. 3. Økologer har sædskifter med megen bælgsæd og masser af organisk gødning.
  • Økologisk landbrug belaster klimaet mere per kg fødevare. Kilde: Kammeradvokaten.
  • Økologisk jordbrug er afhængigt af gødning fra husdyr. Forslaget fra DN vil lukke en betydelig del af den danske husdyrproduktion og dermed forstærke manglen på gødning til økologiske planter. Ydermere foreslår DN plantebaseret kost, hvilket kun vil øge manglen på husdyrgødning.

DN skal have ros for deres forslag om forbud mod uuddannede haveejeres unødige brug af gift, men hvorfor ikke også mod brug af kunstgødning, gasbrænding af vilde planter og slåning af græsplæner?

Er ordsprog lyder: Det man ikke kan se, har man ikke ondt af. Måske er det derfor, at de kemiske stoffer under jordoverfladen og som forurener grundvandet ikke fylder meget i debatten og i politik? Landmanden der kører på marken med sin sprøjte er et utrolig stærkt og sejlivet symbol. Også selv om landbruget kun anvender 3 promille af de kemiske stoffer der forbruges i Danmark om året. Tilmed skal alle pesticider gennem verdens strengeste godkendelsesproces, de skal være biologisk nedbrudt, inden de forlader rodzonen og må kun bruges af faguddannede personer med certifikat og statskontrolleret udstyr.

Man kan jo ikke bare gå efter noget, der er under af tre promille af de kemiske stoffer i vores samfund, og så bilde danskerne ind, at de får sikring af rent drikkevand. Det er simpelthen et falsum. At det går ud over landmænd, det er en ting, men det her kommer til at gå ud over hele samfundet.

I stedet for at fratage det vidensbaserede landbrug retten til at dyrke markerne på BnBO med moderne biologisk nedbrydelige pesticider godkendt af Miljøstyrelsen foreslår FFBG, at politikerne anvender milliarderne på at rydde op i de tusindvis af lossepladser, giftgrunde, brandøvelsespladser, arealer langs veje og jernbaner og fortidens nedgravede synder, som uafhængige GEUS og FFBG har dokumenteret er skyld i samtlige pesticidsløjfninger af drikkevandsboringer i de seneste 20 år (fig. 1). Herudover bør spildevandsselskaberne feje for egen dør: få udbedret de mange utætte kloakledninger, stop for overløb af urenset spildevand samt tonsvis antibiotika- og medicinrester der hvert år ledes ud i vores vandmiljø til skade planter og dyr.

Figur 1
Kilde: Sløjfningsrapporterne er minutiøst analyseret af Foreningen for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse og LandboSyd via aktindsigt i data leveret af GEUS i forbindelse med Miljøministerens svar i Folketinget (MOF45-21.11.2019)
Resultatet er som vist i figuren, at anvendelse af pesticider på dyrkningsfladen ikke er skyld i én eneste sløjfet drikkevandsboring.

Yderligere information ved Foreningen for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse:
Formand Ulrik Lunden tel. 30 65 04 21 mail lunden@store.bouet.dk
Fagchef Bente Andersen tel. 40 22 96 11 mail bea@ffbg.dk

Fakta om foreningen

Foreningen for Grundvandsbeskyttelse (FFGB) er en landsdækkende forening med over 300 medlemmer som er stiftet i 2019 med det formål, at sikre at landbrugets grundvandsregulering sker på et korrekt fagligt og juridisk grundlag. Formålet udleves bl.a. gennem foredrag for medlemmerne og folkeoplysning samt foreningens betydningsfulde retssag mod staten om gyldigheden af de kommunale indsatsplaner og Boringsnære Beskyttelsesområder (BNBO). Foreningen drives udelukkende af frivillige der arbejder for rent drikkevand i Danmark ved hjælp af faglighed, fakta og videnskab.