Kategorier
Ikke-kategoriseret

Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse fastholder kursen – der er mere brug for os end nogensinde – og måske tvinger L&F’s udmelding os til at udvide indsatsen

Kære lodsejer
L&F har valgt at opgive deres sag mod Egedal Kommune, som omhandler lovlighed af et BNBO område på 67 ha. Begrundelsen er, at siden de anlagde sagen har Folketinget gjort det ulovligt at sprøjte i BNBO områder. 

Det får ikke os i BG til at skifte kurs. Tværtimod er vi ikke overraskede. Vi har fra begyndelsen, på råd fra vor advokat, valgt at anlægge sag mod staten, fordi det er selve regelgrundlaget som vi mener er ulovligt, og kun ved at få det tilsidesat i sin helhed kan vi opnå at få problemet løst. Vor advokat vurderer, at regelgrundlaget både for BNBO og indsatsplaner er så fordelagtigt udformet set med kommunernes miljøafdelingers øjne, at vi landmænd kun i meget få sagsanlæg mod kommunerne vil kunne opnå et positivt resultat. Så L&F’s beslutning var nærmest ventet.

Retssager om vore rammevilkår, ja om selve vort erhvervs eksistens baseret på EU-ret og faglighed er som vi alle ved blevet dagligdag siden vi ikke kan samle 90 mandater i Folketinget. Når det så er sagt, er det naturligvis forfærdelig ærgerligt, at L&F når frem til deres konklusion, for det er i sig selv frustrerende for os landmænd, at der overhovedet skal anlægges sager – og at de må opgives. Vi undrer os over begrundelsen. Ikke fordi vi har et ønske om at gå L&F i bedene, men fordi vi er bedrøvede over at begrundelsen meldes ud så bastant som det sker. Folketingets beslutning om sprøjteforbud berører næppe lovligheden af de enkelte BNBO’er. For kommunerne må, ifølge vor advokat, individuelt stå på mål for deres beslutninger ud fra, hvilket grundlag, de selv havde frembragt og som forelå på udpegningstidspunktet. 

Men selv, hvis L&F er af den oprigtige overbevisning, og det må vi både håbe og stole på er tilfældet, at Folketingets efterfølgende indgreb giver Egedal kommune juridisk afgørende vind i sejlene, må vi undre os over, at L&F er så ihærdige med at overbevise os alle – og dermed også landmændenes kommunale modparter – om at alt er tabt. For den selvsamme begrundelse vil nemlig ifølge vor advokat med lethed kunne bruges af andre kommuner. Eller sagt med andre ord lægger L&F “gift” ud for de landmænd, som på egen hånd måtte ønske at udfordre deres egen kommune på lovligheden af kommunernes udpegning.

Om der er et formål med L&F’s ihærdige markedsføring af begrundelsen for at opgive sin sag, og hvad den går ud på – bortset fra at overbevise os alle – og dermed også kommunerne – om, at landmændene som L&F repræsenterer, står til at tabe og derfor lige så godt kan kapitulere, skal vi lade være usagt, men særlig gennemtænkt på konsekvenssiden virker det ikke – set med vore briller.

L&F’s beslutning efterlader nemlig dansk landbrug med et juridisk tomrum, som kan få konsekvenser som vi nødvendigvis må imødegå. Vi frygter, at andre kommuner, som udefra betragter Bæredygtig Grundvandsbeskyttelses ihærdige indsats imod de meget større indsatsplaner, og som kan mærke hvilken vej vinden blæser når vores faglighed og juraen går hånd i hånd, lader sig friste til at flytte fokus fra indsatsplaner over på BNBO, og således vil forsøge at udpege lignende store områder. Vi overvejer derfor, om vi allerede nu – for at hindre at Egedal sagens opgivelse når at få negative konsekvenser i kommunernes forvaltning – skal gå ind i spørgsmålet om lovligheden af de (indtil nu) mindre BNBO’er med helt samme styrke som vi er gået ind i i forhold til indsatsplanerne. Vor strategi har indtil nu været først at imødegå de langt større indsatsplaner og først bagefter imødegå BNBO’er med juridiske skridt. I sidste uge så I os så tage første spadestik til offentligt at imødegå lovligheden af både BNBO og indsatsplaner på een og samme tid. Nemlig ved offentligt at pointere, at det er retsstridigt for begge at “fodre hunden med egen hale”. Og i givet fald vi intensiverer vor indsats yderligere allerede nu, bliver det i form af en udvidelse af vort søgsmål mod staten. I tryg forvisning om, at vor advokat har stævnet staten 5 gange på vi landmænds vegne og endnu aldrig tabt eller opgivet. 

Fakta om foreningen

Foreningen for Grundvandsbeskyttelse (FFGB) er en landsdækkende forening med over 300 medlemmer som er stiftet i 2019 med det formål, at sikre at landbrugets grundvandsregulering sker på et korrekt fagligt og juridisk grundlag. Formålet udleves bl.a. gennem foredrag for medlemmerne og folkeoplysning samt foreningens betydningsfulde retssag mod staten om gyldigheden af de kommunale indsatsplaner og Boringsnære Beskyttelsesområder (BNBO). Foreningen drives udelukkende af frivillige der arbejder for rent drikkevand i Danmark ved hjælp af faglighed, fakta og videnskab.