Advokat anbefaler retsskridt mod Økologisk Landsforening

Advokat anbefaler retsskridt mod Økologisk Landsforening, hvis den fortsætter sin dagligvarekampagne mod landbruget
Ifølge advokaten er COOP allerede dømt for lignende overtrædelser af EU-regler i Sverige

Foreningen Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse har forelagt økologisk Landsforenings kampagne “Ren madglæde” for sin advokat, Hans Sønderby Christensen, Randers, som anbefaler retsskridt.

I kampagnen anføres det blandt andet, at forbrugerne skal købe økologisk landbrugsproduktion for at “redde grundvandet”.

  • Denne udtalelse er ifølge advokaten en sigtelse mod dansk landbrugs drift for at forureningstrue grundvandet.
  • Sigtelser, som ikke kan bevises, kan være strafbare. Efter min vurdering er det retsstridigt at rette sigtelser mod landbruget om, at andre skal redde grundvandet fra dansk landbrugsproduktion.
  • Der er, efter mine oplysninger, ikke videnskabeligt bevis for, at landbruget truer grundvandet. Hvis ikke man kan påvise en trussel som grundvandet skal reddes fra, er der ikke grundlag for sigtelsen, som derfor kan mortificeres.
  • Det er ikke i tråd med lovgivningen at markedsføre sine medlemmers produktion på falske præmisser, udtaler advokaten, der også henviser til, at Coop i 2017 ved Tingsrätten i Stockholm blev dømt for at markedsføre økologi på bekostning af landbruget.

I Danmark bakker Coop op om økologisk Landsforenings kampagne.

Under to og en halv promille

Foreningen for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse ved Bente Andersen bekræfter, at der ikke er fagligt og videnskabeligt grundlag for den mistanke mod landbruget som økologisk Landsforening rejser om at være en trussel mod grundvandet.

  • Vi har verdens hårdeste godkendelsessystem, og vi bruger i dag trygt grundvandet som drikkevand.
  • Landbruget bruger under tre promille af den totale mængde kemiske stoffer, som bruges i Danmark. Men pesticider er den gruppe af kemikalier, der er underlagt den skarpeste og mest omfattende kontrol her i landet.
  • Landbruget er simpelthen fagligt og videnskabeligt ikke den trussel mod grundvandet, som økologisk Landsforening slår sig op på at redde det fra.
  • Planteværnsmidler er nødvendigt i et fagligt forsvarligt omfang. Det bekræfter økologer i virkeligheden i deres egne bedrifter, hvor de også bruger planteværnsmidler, slutter hun.

I september måtte formanden for økologisk Landsforening, Per Kølster trække påstande om landbrugets forurening med pesticider tilbage for at undgå søgsmål. Han måtte ved den lejlighed bl.a. erkende at det var forkert, at han påstod at landbruget anvender stoffer som blev forbudt at anvende for flere år siden. Yderlige påstod han at et middel, der er generelt tilladt i husholdninger, kun bliver brugt af landbruget.

Fakta om foreningen

Foreningen Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse (BG) er en landsdækkende forening med over 250 medlemmer som er stiftet i 2019 med det formål, at sikre at landbrugets grundvandsregulering sker på et korrekt fagligt og juridisk grundlag. Formålet udleves bl.a gennem foredrag for medlemmerne og folkeoplysning. Samt ved foreningens betydningsfulde retssag mod staten. Sagen angår gyldigheden af de kommunale indsatsplaner og boringsnære beskyttelsesområder (BNBO)