LANDMÆND TVUNGET HELT I KNÆ

Af Ulrik Lunden, formand for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse

I vores mange debatindlæg har vi advaret imod og gjort opmærksom på konsekvenserne ved BNBO og indsatsplaner. Vi har forsøgt at ”råbe” det ud i tide, så lodsejere kan nå at forberede sig forinden mødet med kommunen, som hellere ser en underskrift på en frivillig aftale i går end i dag.

Desværre har nogle af vores debatindlæg også været stærkt inspireret af virkeligheden for rigtig mange lodsejere, som allerede befinder sig i fælden. Sådan ét er dette indlæg, om ét af vores medlemmer, Jens Peder Rasmussen og hans bror Thomas, der på deres fællesejet bedrift I/S Askgaard ved Malling syd for Aarhus nu må kaste håndklædet i ringen og se deres fædrene arv, Askgaard, på vej mod sikker tvangslukning.

Aarhus Kommune har inden for de seneste fem år strammet grebet gevaldigt ved at tilføje Indsatsplan StorAarhus til en eksisterende indsatsplan for at lave beskyttelse af drikkevandsboringer dér, ”hvor grundvandet er sårbart” som der står i planen.

Udarbejdelsen af indsatsplanen er inddelt i tre faser, og eftersom fase to – høringsfasen – sluttede d. 4. juni, afventes nu politisk behandling og vedtagelse. Hvis – som det ventes – at indsatsplanen vedtages, betyder det ifølge en vurdering fra en ejendomsmægler, at Askgaard vil falde mindst 45 millioner kroner i værdi. Medregner man alle berørte arealer på ejendommen, er der tale om over halvdelen som følge af indsatsplanen.

Jens Peder og Thomas Rasmussen er selvsagt chokerede og slået ud.

Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse anlagde i 2019 sag mod staten med påstand om, at restriktionerne mod landbruget er EU-retsstridige. Der mangler simpelthen sammenhæng og systematik, ved det at myndighederne kun regulerer landbrugets dyrkningsflade, og lukker øjnene for uhyrlige tons urenset spildevand i vores vandmiljøer og læk fra gamle lossepladser.

Vi har netop dokumenteret vidt og bredt, at landbrugets dyrkningsflade er helt uden skyld i sløjfede drikkevandsboringer. Ved hjælp af data fra GEUS har vi påvist, at ikke én eneste af de i alt 97 sløjfede boringer de sidste 20 år er sløjfet som følge af landbrugets dyrkningsflade. Det er derimod såkaldte punktkilder såsom lossepladser, vaskepladser, industrigrunde samt både det offentliges og privates brug af ukrudtsmidler, maling med mere.

En knust drøm og en økonomisk usikker fremtid er hvad brødrene Rasmussen og deres familier ser lige ind i.

Det er skammeligt, at staten og kommunerne ikke vil forholde sig til de fakta, vi har fremlagt, og det er grænseoverskridende krænkende, at en kommune forsøger at presse omlægning til økologisk drift ned over hovedet på lodsejere som brdr. Rasmussen, der hverken har interesse i eller produktionsapparat til økologi.

Det er simpelthen ikke et retssamfund værdigt på denne vis at trække gulvtæppet væk under et ordentligt, rentabelt og samvittighedsfuldt drevet landbrug, der ligesom andre landbrug beviseligt er uden skyld i pesticidfund i drikkevandsboringer.

SÆT JER IND I FAKTA OM GRUNDVANDET, SF

– Jeres symbolpolitik er gennemskuet!

Af Ulrik Lunden, formand for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse

Vi har i Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse med skam læst indlæg fra miljø- og klimaordfører for SF, Signe Munk, der flere steder i pressen forsøger sig med et opråb omkring rent drikkevand i Danmark.
Delkonklusion efter at have læst blot få linjer: vi bliver så trætte!
Ikke trætte af – igen – at være nødt til at formidle sandheden og virkeligheden omkring vores drikkevand, men trætte af den tilsyneladende enorme uvidenhed, der gennemsyrer endnu ét af regeringens støttepartier.
Munks i øvrigt meget korte indlæg vidner da også om total mangel på indsigt og hvad værre er – viljen til dette. Det leder faktisk mest af alt tankerne tilbage til dengang, man skulle skrive en skolestil og ikke havde så stor erfaring med at indsamle alle data på et område.

Og lige præcis på dét stadie parkerer vi Munks indlæg!

For hvor er det dog beskæmmende at opleve et folketingsmedlem – ovenikøbet en miljø- og klimaordfører, der burde have til fornemmeste opgave at kende alle detaljer om eksempelvis drikkevand – være fortalskvinde for så åbenlys symbolpolitik og endnu engang udskamme landbruget, som den store synder for sprøjtegifte i drikkevandet.

Faktum er, at vi i Danmark har intet mindre end Europas skrappeste afprøvningssystem og godkendelsessystem for pesticider, der må anvendes på dyrkningsfladen i landbruget.

Faktum er derudover, at de godkendte pesticider anvendt på dyrkningsfladen ikke udgør en trussel mod drikkevandet.

Ikke én eneste af i alt 97 sløjfede drikkevandsboringer er de sidste 20 år sløjfet på grund af dyrkning i landbruget.

Ikke èn! Det kan vi dokumentere, fordi vi har fået lavet analyser af samtlige sløjfede drikkevandsboringer.

Synderen er de såkaldte punktkilder såsom gamle lossepladser, vaskepladser og industrigrunde.

Helt frem til 1975 var anbefalingen fra myndighederne vedrørende bortskaffelse af pesticidrester slet og ret at grave et hul i jorden. Private parceller har ligeledes bidraget til ”festen” ved brug af ukrudtsmidler, maling med mere.

Det er alle disse punktkildeforureninger, der hævner sig på miljøet i dag, hvor reglerne heldigvis er ændret.

Derfor er det et kæmpe falsum og et kæmpe problem, at bilde danskerne ind, at de får rent drikkevand ved at forbyde landmænd at sprøjte med pesticider.

Så til Signe Munk står kun tilbage at sige:

”At være bevidst om, at man ikke kender sandheden, er et stort skridt på vej mod visdom”

                                                                                                                                                      Benjamin Franklin